Nørre Aaby: Damerne ligger på gulvet over laver de sidste udstrækningsøvelser. De kommer hver uge, og det samme gør mange andre. Helle Wulff Hansen er bevægelsespædagog og kraniosakralterapeut, og på førstesalen af familiens hus har hun indrettet sin egen virksomhed, hvor hun tager imod både voksne og børn til kraniosakralterapi samt forskellige hold til gotvedbevægelse og pilates.
Husbonden Michael Mohr Jensen dyrker markerne med økologiske mælkebøtter og rødkløver. Begge dele fermenteres og sælges som kosttilskud. Herrens Mark, hedder det. Selv om det er Helle og Michaels marker og oprindeligt har tilhørt Michaels morfar engang.
De har kendt hinanden i en evighed. Siden de mødtes på højskole for mange år siden har de delt livssyn og liv. Begge spiser de udelukkende økologisk og arbejder begge hjemmefra.
For otte år siden besluttede Helle Wulff Hansen, at hun ville være selvstændig. I forvejen var hun uddannet kraniosakralterapeut og havde en klinik i hjemmet. Med en nybygget sal lavet til formålet at have bevægelseshold, sprang hun ud i det.
- Jeg var bekymret for, om der ville komme nogen, men efter nogle år gik det godt, siger Helle Wulff Hansen, der også erkender, at der skal arbejdes hårdt, hvis man vil have en virksomhed i eget hjem til at lykkes. Men det vedholdende arbejde har også gjort, at hun har fået slået sit navn fast i dele af kundekredsen, som hun tager med ud i naturen for at lave de øvelser, der er så gode for bevægelsesapparatet.
Parret har, inden produktionen af mælkebøtter og rødkløver tog over, dyrket østershatte. Da mælkebøtterne tog over, blev det en levevej for Michael Mohr Jensen.
Alt hjemme hos parret er økologisk, og det er mælkebøtte- og rødkløverproduktionen naturligvis også.
Det giver mening at dyrke noget på markerne, som kan bearbejdes i gårdens egne bygninger, hvor produktionen af ekstrakterne også finder sted. Derfor giver det også mening at have egen virksomhed på førstesalen. At kunne bidrage til et sundere og mere naturligt liv.
- Det er vores måde at bidrage til livet på, siger Helle Wulff Hansen.