Lene Brøndum Jørgensen har været med til at lave Lillebælt Kræmmermarked siden starten i 1993. Markedet er den økonomiske livsnerve i Kauslunde Idrætsforening og samler op mod 20.000 gæster på pladsen under Den ny Lillebæltsbro. Og hvert år skal formanden sørge for at holde kræmmerne i kort snor - for ellers løber de om hjørner med hende.
Middelfart: Det suser og blæser under Den ny Lillebæltsbro. Det er fredag, og de første pinde, der markerer, hvor de op mod 200 stande skal placeres til det kommende Lillebælt Marked, sættes i jorden af et fast hold af frivillige.
Lene Brøndum Jørgensen har parkeret sin bil i græskanten og har telefonen ved hånden, for hun ved, opkaldene står i kø fra nu og frem mod afviklingen af Lillebælt Marked, der begynder Kristi Himmelfartsdag. Og selv om det blæser, står hun rolig som en støtte.
- Jamen, jeg er også rolig. Der er op mod 200 frivillige med til at arrangere markedet, og de fleste har prøvet deres opgaver mange gange før. Så det eneste, jeg virkelig er urolig for, det er vejret. Og der har jeg jo ikke den store indflydelse, siger hun.
Lene Brøndum Jørgensen er formand for KIF Fodstøtten, der arrangerer markedet. Hvor længe hun har været det, kan hun ikke helt huske. Men hun ved, at der siden 1993, hvor Lillebælt Marked blev holdt første gang, kun har været to før hende. Nemlig Jonni Madsen og Mariane Haaning.
- Jeg gør det jo, fordi det er skidesjovt. Det er sjovt at snakke med alle de mange mennesker, der kommer år efter år. Det er sjovt at være sammen med de andre frivillige. Og så kan jeg love dig for, at hvis jeg tager til et kræmmermarked et andet sted i landet, så får jeg det ene kram efter det andet. For folk kender mig jo.

- Kræmmere er et specielt folkefærd, og hvis man ikke er tydelig over for dem, så løber de om hjørner med én. Så det er jeg
-
62 årFormand for KIF Fodstøtten, der arrangerer Lillebælt Marked
Har været med til at lave marked siden begyndelsen i 1993
Står i spidsen for op mod 200 frivillige og 200 standeholdere
Vokset op i Middelfart og har boet ved Kauslunde
Bor i dag i Fredericia
Uddannet informatikassistent og ekspeditrice
Kræmmere er specielle
Lene Brøndum Jørgensen fortæller, at der er standeholdere, der har været med alle årene, og det er standeholdere, som er helt nye. Fælles for dem er, at de har behov for klare regler.
- Kræmmere er et specielt folkefærd, og hvis man ikke er tydelig over for dem, så løber de om hjørner med én. Så det er jeg, griner Lene Brøndum Jørgensen.
Under selve markedet sidder hun i infostanden og har dialogen med ikke mindst kræmmerne.
Antallet af gæster ligger mellem 15.000-20.000 år efter år. Meget afhænger af vejret.
Og selv om det er nogenlunde samme opskrift, der styres efter, så er der sket en udvikling også med Lillebælt Marked.
Ingen aftenfest
Tidligere var der nemlig et stort øltelt med plads til kendte musiknavne. Den del er skåret væk de senere år.
- Vi kan ikke få folk til at komme om aftenen. Så pladsen lukker klokken 20. Til gengæld har vi musik i nogle af de andre telte, og i år har vi et kaffetelt som noget nyt, fortæller Lene Brøndum Jørgensen.
Derudover er der tivoli, madboder og hvad der ellers hører sig til i den "blandede landhandel", som et marked traditionelt er.
En anselig økonomi
Lene Brøndum Jørgensen kan huske et enkelt år med underskud. Men ellers er det hovedreglen, at der kan afleveres endog meget pæne beløb tilbage til Kauslunde Idrætsforening.
- De seneste 4-5 år har været gode, og der har vi haft et overskud i omegnen af 200.000 kroner. Pengene giver til idrætsforeningen dels som et fast, årligt beløb. Dels ved, at foreningen kan søge om midler til bestemte projekter. Senest har vi støttet, at der er oprettet en e-sport-afdeling. Sådan noget kræver computere, og de er dyre, siger hun.
Der har også været adskillige busture til landskampe og andre oplevelser til klubbens medlemmer. Desuden er der hvert år medhjælperfest for alle dem, der får Lillebælt Marked til at leve.
Den digitale frontløber
I de første år af markedet stod Lene Brøndum Jørgensen i madteltet. Men da bestyrelsen fandt ud af, at hun var ved at uddanne sig til informatikassistent, blev hun hentet ind til bestyrelsesbordet.
- De havde brug for én, der kunne noget med computere, og jeg var en slags digital frontløber dengang. Det er jeg absolut ikke i dag, siger Lene Brøndum og ler igen.
Til gengæld har hun styr på så meget andet. Eksempelvis at der i år bliver travlhed, når markedet skal ryddes væk.
Kalenderen har nemlig maget det sådan, at der kun er en uge mellem Lillebælt Marked og Rock Under Broen.
- Normalt har vi den store oprydning for skrald mandag, hvor alle Kauslundes fodboldhold lægger træningen herud for at samle op. Det er vi nødt til at gøre allerede søndag i år - selv om teltene ikke vil være væk allesammen på det tidspunkt. Men Rock Under Broen skal jo ind på pladsen hurtigst muligt og gøre klar, siger hun.