Håndbold, Herrer, Fynsserien, Middelfart HK - GOG 32-28 (14-13)
Det var en direkte duel om førstepladsen i Fynsserien, da Middelfart HK søndag eftermiddag mødte GOG, som inden kampen førte rækken. Middelfart spillede dog en rigtig god kamp, hvor de fleste ting lykkedes, og derfor fører de nu Fynsserien.
Første halvleg var en jævnbyrdig en af slagsen, hvor de to hold fulgtes ad. Middelfart havde dog et lille overtag, og de førte flere gange med både to- og tre mål, men GOG var ikke sådan lige at slå ud af kurs. De gule gæster kom nemlig tilbage i opgøret, men Middelfart var knebent foran ved pausen, 14-13.
Efter pausen fik Middelfart slået det afgørende hul, hvor de forholdsvis hurtigt kom foran med en to-tre mål. Defensiven havde fundet den rette højde, og angrebsmæssigt blev der lavet mål efter behag. Endnu en gang fik GOG dog lukket hullet, men de sidste minutter skruede Middelfart bissen på - især i kontrafasen, hvor de lukkede opgøret. Selvom de sydfynske gæster lavede fem mål de sidste seks minutter, var sejren aldrig rigtig i fare, og Middelfart vandt kampen 32-28. Alligevel var Middelfart-træner Søren Hougaard ikke helt tilfreds, da han mente, at holdet kunne have vundet endnu større.
- Sejren var det vigtigste, og det er det, som jeg er mest glad for. Men jeg synes godt, at vi kan steppe op i både forsvaret og angrebet. Man kan sige, at vi laver 32 mål, kan man godt være utilfreds med det? Ja, jeg synes faktisk godt vi kunne lave mere, forklarede Middelfart-træneren efter slutfløjtet.
Middelfart HK topper dermed Fynsserien med 19 point, inden pointene bliver halveret efter jul. Middelfart spiller sidste kamp inden julepausen på lørdag ude mod IF Stjernen./HAU