Forleden havde jeg en opbyggelig oplevelse på biblioteket på Kulturøen, hvor jeg er ansat som litteraturformidler.

Jeg skulle have fragtet en vogn med bøger fra stueplan til 1. sal. For at komme fra A til B (læs: fra stueplan til 1. sal) med bemeldte vogn, måtte jeg benytte mig af stedets elevator - og dén befinder sig i børneafdelingen. Her tog jeg så opstilling med min bogvogn, trykkede på elevator-knappen og ventede på, at elevatoren skulle åbne sig og bringe mig til 1. salen som ønsket.

Mens jeg ventede, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til fire børn, der legede ved siden af. De har vel været omkring syv år, og den lille gruppe bestod af tre drenge og en pige.

Jeg blev hurtigt klar over, at drengene skulle forestille at være en slags alligatorer og pigen en form for domptør. I hvert fald var hun i stand til med en kort og klar besked samt et fingerknips at bringe de tre alligatorer til orden:

- Læg jer, befalende hun så såre, de rørte på sig, og det gjorde de så - altså lagde sig.

Ydermere havde pigen overskud til at samtale med mig. Dels ville hun gerne vide, hvor jeg var på vej hen, og dels var hun interesseret i, om de bøger, der var på vognen, var gode.

Jeg svarede hende efter bedste evne og så samtidig beundrende til, mens hun med fast stemme og fingerknipset holdt alligatorerne i kort snor.

-Se, sagde hun pludseligt og triumferende efter for 117. gang at have bragt krybdyrene til ro.

- Når man kan knipse, kan man lege alle lege!

Næppe havde hun sagt det, før elevatordøren gik op, og jeg måtte trille ind med vognen. Døren gled i bag mig, og jeg nåede derfor ikke at spørge ind til hendes påstand. Som vel snarere var en konstatering, nu jeg tænker over det. Det var en meget kontant og tydelig ung dame, den pige.

Men hendes ord hang stadig i mine ører, da jeg steg ud på 1. salen, og hele formiddagen gik jeg og tænkte over, hvad hun havde sagt:

- Kan man knipse, kan man lege alle lege!

Og her troede jeg, at det først og fremmest var hendes myndige røst, der gentagne gange havde fået de tre alligatorer til at falde i en dødlignende søvn - og så var det i virkeligheden i hendes fingerknips, magien sad. Hvordan man udnytter det famøse fingerknips i lege som far-mor-og-børn, banke-bøf eller gemme, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men som dagen gik, blev jeg mere og mere sikker på, at pigen havde ret:

- Når man kan knipse, kan man lege alle lege.

Med andre ord: Det at kunne knipse lader altså til at kunne åbne døre, man måske aldrig havde forestillet sig, man skulle ind ad, hvis jeg må udtrykke mig lidt poetisk. Men det er muligt, at det kun lader sig gøre, hvis man virkelig tror på det, forestiller jeg mig. Og sådan er det vel i virkeligheden med det meste:

Tingene lykkes bedst, hvis man tror på dem. Hvis man kan overbevise sig selv (og også meget gerne andre) om, at et enkelt og ydmygt fingerknips kan have magten over ikke færre end tre blodtørstige alligatorer, så er man faktisk nået langt, vil jeg mene.

Men igen bør man bemærke, at det nok ikke er noget, man skal sætte sin lid til udenfor fantasiens verden. Og dog: Jeg synes, jeg har læst et sted, at hvis man skulle være så uheldig at møde en krokodille face-to-face, så består éns redning i at slå - eller måske knipse? - den på snuden. Her må jeg for en god ordens skyld hellere bringe en advarsel: Do not try this at home!

Når jeg ikke har glemt min lille venindes ord om knipseriet og dets muligheder indenfor leg, skyldes det først og fremmest hendes faste overbevisning. Det var ikke noget, hun sagde hverken for sjov eller for at imponere mig. Hun kom for så vidt bare med en service-oplysning, som jeg så var så heldig at modtage, fordi jeg befandt mig på det rette sted på det rette tidspunkt.

Og i min personlige, mentale bog over ordsprog-og-faste-vendinger er "Når man kan knipse, kan man lege alle lege" nu katalogiseret under kapitlet "Hvad tro og fantasi kan udrette".

De kloge ord er hermed givet videre. Brug dem, hvis du synes.