I et stort værk "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark" kunne man i et bind om Fyn i 1806 læse, at man havde store og gode kvægbesætninger i Kauslunde, Vejlby, Nørre Åby, Indslev og Ejby. Men kritik lyder der også, når det drejer sig om landmandens smør, der tit opbevares i tønder fremstillet af frisk træ. Når smørtøndens træ efterhånden tørrer ind, løber saltlagen ud. Det friske træ giver smørret en besk afsmag.

Alligevel har man god fortjeneste af mejeridriften. Mange bønder har 10-12 køer, men skal kun bruge fire køer til egen husholdning. Der kan så sælges smør af de overskydende køer. Om sommeren står køerne i tøjr på kløver. Om vinteren fodres de på stald med rug- og havrehalm samt hø. På herregårdenes hollænderier har man mejeridrift i større stil. Man har på egnen som sagt gode køer, der efterspørges udefra.

Blev ikke bedre

Bondesmørret blev åbenbart ikke bedre. I en beskrivelse af Odense amt 1843 (dengang var Fyn delt i to amter: Odense og Svendborg) skrives, at det fynske bondesmør er det sletteste i Danmark. Det skyldes, at jyderne og sjællænderne gennem mellemhandlere, der opkøber frisk smør, står for en bedre forædling. Bondesmørret har ikke den gode kvalitet som herregårdssmørret. Bondesmørret bruges mest til smørelse for maskiner og til får i England og Skotland, skriver forfatteren.

Et andet kritikpunkt er, at det gode sommersmør lagres alt for længe på gårdene, inden det sælges. Kunne man løbende levere mere frisk smør, og var der mere regelmæssig skibsforbindelse til England (især London), ville priserne være højere. I Hamborg er det fynske bondesmør heller ikke agtet. Men omlades det til jyske skippere og sælges det omæltet som herregårdssmør, kan man nå langt med sit snyderi. Man kan trods alt smøre for tykt på.