Gelsted: 125 børn ræsede julekalorier af på forskud, da der blev afholdt julesjov i Gelstedhallen søndag eftermiddag. GGIF havde stillet måtter og hoppepude op i den ene ende af hallen og borde og stole i den anden. Så kunne forældrene tage sig en slapper, mens ungerne hoppede det bedste, de havde lært.
Den årlige julekomsammen i Gelstedhallen trak igen fulde huse. De 125 børn havde taget en del forældre med, så omkring 375 lokale brugte deres eftermiddag sammen.
For 27. gang skulle der kåres en sognekonge, og det blev Frank Pedersen, der er indehaver af GMF, der løb af med titlen denne gang.
Sognekongen udnævnes hvert år på ud fra en vurdering af, hvem der har gjort sig positivt bemærket i årets løb. Efter at have fået liv i de gamle Velux-bygninger, var Frank Pedersen værdig til titlen, som han kan bære det næste år.
- Det kom helt bag på mig. Jeg anede det ikke, sagde den nyslåede sognekonge, der heldigvis var til stede i hallen til at få overrakt sit diplom.
Julemanden havde også fundet vej til hallen, og efter en omgang fællessang og kædedans rundt om det store juletræ, delte han godteposer ud.