Han var tidligt ude - middelfarteren Jens Sørensen - som opnåede sin første chefstilling som blot 28-årig. Herfra er der hele tiden blevet "lagt på", hele tiden blevet udviklet og tilført noget nyt. Forretningsmand, rådgiver, professionel bestyrelsesmand, ledelsesmentor, coach, foredragsholder, komponist og forfatter. 18.7 2019 fylder han så 60 år, og hans fødselsdagsgave til sig selv fulgte op til julen 2018, dette via hans seneste bogudgivelse (ref.: "Out Loud") - hans første engelsksprogede udgivelse.
Målbevidst, vedholdende og flittig - således omtales han ofte. Hans forbillede på livsmod og ordentlighed er Nelson Mandela, imens Winston Churchill dukker op i hans indre, når det gælder viljen til sejr. Skabertrang og gåpåmod har der sandelig været en hel del af. Ved siden af den professionelle løbebane, har han udsendt hele 8 bøger, skrevet et hav af artikler, udgivet 5 musik albums + stået fadder til flere enkelt udgivelser for andre eksterne opdragsgivere. Derudover har der været tungere særopgaver på kryds og tværs af forskellige industrier, herunder også rådgivning for danske, som udenlandske kapitalfonde.
Jens Sørensen sidder i dag i flere bestyrelser, dette tillagt forskellige strategiske nøgleroller, ofte krydret med projektledelse og ekspertise indenfor forandringsledelse og "turnarounds", altsammen med udgangspunkt i hans eget bureau "The Wide View", hvorunder han også udøver Mentorships for flere ledere og talenter - sidstnævnte både herhjemme, som i udlandet. Fritiden bruges primært på rejser, dog helst af kortere varighed. Derudover er den store passion hele fodboldverdenen, dog specielt tyske Bayern München, hvor han har et mangeårigt medlemskab. Helt jordnært værner han dog om sine "rødder" - her nyder han især samværet og hyggen med de nære venner i - og omkring - hjembyen Middelfart, hvor et hav af traditioner udleves på bedste vis. Hans to døtre - Marie og Sofie - som han har med sin kone Annette, er også bosiddende i Middelfart. De to døtre har til dato beriget familien med 5 børnebørn.
60 års dagen markeres ikke specielt, idet den falder alt imens han hygger sig med et stort vennehold på Samsø Festivalen - en for ham årlig tilbagevendende begivenhed. En af hans kendte citater lyder: "There is only one way forward - the right way". Indtil videre er dette selvsagt lykkedes ham ganske godt. På dagen har han et ønske om at alle følsomme sjæle tager sig små 6 minutter, 6 minutter for at lytte til Nena's sang "In Meinem Leben".