Nørre Aaby: Billetsalget til den traditionsrige vinterfest i Vestfynshallerne er nu skudt i gang.

Festen finder sted lørdag den 14. januar, og arrangørerne håber, at mange vil deltage.

Festdeltagerne kan vælge at medbringe deres egen mad, eller de kan bestille tag-selv buffet fra den lokale slagtermester Dennis Sørensen.

På musikfronten byder vinterfesten på en nyhed denne gang. Gennem mange år var De fire Esser fast husorkester for Nørre Aaby-festen, men forrige år blev de afløst af Roulet.

I år har man valgt at satse på et kendt poporkester - nemlig Kim & Hallo, der har udgivet 15 cd’er og i øjeblikket turnerer i Tyskland.

De fem musikere vil spille op til dans, når middagen er overstået.

Det er som sædvanligt de lokale idrætsklubber, der står bag vinterfesten i Nørre Aaby. Det er også klubberne, der sælger billetter til festen - lige som Nordea og SuperBrugsen i Nørre Aaby. Billetter koster 100 kroner stykket.
  • Gimpel_Jesper

    Af:

    Jeg er journalist på Fynske Mediers redaktion i Middelfart, hvor vi laver Middelfart-siderne i Fyens Stiftstidende samt Middelfart-stof til fyens.dk og til mitfyn.dk. Vi laver desuden ugeavisen Melfar Posten, som jeg er tovholder på - det vil sige, at jeg har ansvar for at redigere den sammen med en kollega.