Log ind

Lokale talenter på stort lærred

  • Lokale talenter på stort lærred
    1 / 4
    Optagelserne fandt sted på Fyn, men filmen foregår egentlig på Sjælland. "De kommer en dag" er baseret på virkelige hændelser. Lars Rahnte, Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl spiller med. ArkivFotos: Nils Svalebøg
  • Lokale talenter på stort lærred
    2 / 4
    Statisterne tager sig en slapper mellem optagelserne. I alt 1200 søgte om at blive statister, og kun 25 slap gennem nåleøjet.
  • Lokale talenter på stort lærred
    3 / 4
    Frederik Lindegaard Sørensen (t.v.) og Tore Guldman Amelung går til hverdag i 8. Nord på Nørre Aaby Realskole.
  • Lokale talenter på stort lærred
    4 / 4
    Her et foto fra filmen, hvor drengene på børnehjemmet er i marken for at samle sten. Her ses Frederik Lindegaard Sørensen.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tore Guldmann Amelung og Frederik Lindegaard Sørensen spiller med i en kommende biograffilm om livet på et børnehjem

Ejby/Middelfart: Den 21. april kan de se sig selv på det store lærred. Med langt hår, skidt i ansigtet og lasede pjalter.

Tore Guldmann Amelung fra Ejby og Frederik Lindegaard Sørensen fra Middelfart har begge været statister i "Der kommer en dag", der handler om to drenge, der i 1967 havner på et børnehjem, hvor hverdagen er hård og brutal.

Filmen er baseret på virkelige hendelser, og er optaget i bl.a. Bogense, Assens og Fjellerup.

Det var mest et tilfælde, at de begge kom med som statister.

Til daglig går de i klasse sammen i 8. Nord på Nørre Aaby Realskole.

Omkring 1200 drenge søgte om at komme med, og efter flere udvælgelsesprocedurer blev de to klassekammerater altså begge udvalgt.

- Jeg tror, vi blev valgt, fordi begge har lyst hår, siger Tore Guldmann Amelung, der til trods for sit mellemblonde hår alligevel var én af dem med det mørkeste hår blandt statisterne.

De to 14-årige skolelever har hver især brugt 15 og 17 dage på at deltage i optagelserne, der fandt sted i foråret 2015.

- Det er sjovt at se, hvor lang tid det tager at lave 10 sekunder af en film. Vi er ikke med i ret lang tid, siger Frederik Lindegaard Sørensen.

Råber på sjællandsk

De to havde ikke mange replikker, men da de spiller et par uvorne drenge "som ingen gad at have", som de beskriver det, skal de på et tidspunkt i filmen råbe af nogle andre drenge

De to taler ikke ligefrem klingende fynsk, men sjællandsk taler de i hvert fald ikke.

Eller det vil sige, at det gør de så nu, for de har set den stump af filmen, og nu råber de på sjællandsk.

- De har en stemmeforvrænger eller noget, for nu er det i hvert fald sjællandsk, siger Tore Guldmann Amelung.

Langhåret konfirmation

Drengene fik fri fra skole for at kunne deltage i optagelserne, men ved siden af det skulle de stadig lave lektier.

At ligne én fra 60'erne kræver en del mere hår, end de to havde, da de gik til optagelsesprøverne.

Derfor lod de håret vokse længe.

- Jeg ventede fem måneder med at blive klippet. Jeg havde ekstremt langt hår til min konfirmation, siger Tore Guldmann Amelung.

Mod på mere

Det var en helt speciel oplevelse for de to drenge at få lov at være med i en film. Ikke kun fordi de kommer i biograferne i hele landet, men også fordi de har mødt så mange mennesker.

- Vi har fået mange nye venner fra Odense, og vi har mødt så mange forskellige personligheder. Og jeg er blevet inspireret til at blive filmtekniker. Jeg har også valgt en efterskole, der har filmhold. Det har jeg valgt efter at have været med som statist, siger Tore Guldmann Amelung.

Frederik Lindegaard Sørensen er ikke helt så stålsat på at have en fremtid i branchen, men både han og Tore kunne godt tænke sig at være statister i endnu en film.

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere