handelsliv: Mobilværksted og butik med salg af tilbehør rykker ind i den tidligere glarmesterforretning

af søren gottwald

sgo@melfarposten.dk

Middelfart: - Der bliver intet salg af abonnementer og telefoner. Til gengæld reparerer vi alt, hvad der kan repareres på ødelagte smartphones, ipads og andre tablets.

Sådan siger Taj Mandozai, der er på vej ind i Middelfarts gågade og 9. februar åbner Mobilhuset i Otto Springs tidligere glarmesterlokaler i Algade 66.

Det er kun halvandet år siden, at den 26-årige herboende afghaner åbnede en tilsvarede forretning i Danmarksgade i Fredericia. Og det er gået så godt, at han nu har fået mod på at udvide over bæltet sammen med sin 21-årige bror Shiar Mandozai, der bliver daglig leder i Middelfart.

Ikke de billigste

Mobilhuset er ikke ene om at skifte skærme og andre dele på smartphones og lignende i Fæstningsbyen, Mobilhuset er heller ikke billigst. Det indrømmer Taj Mandozai gerne.

- Til gengæld satser vi på teknisk kvalitet og et højt serviceniveau. Vi har 12 måneders garanti på vores reparationer. 90 procent af de telefoner, vi reparerer, er klar igen inden for en time, og tablets ordnes fra dag til dag, fortæller Taj Mandozai.

Ved siden af de almindelige privatkunder, der kommer ind fra gaden, har Mobilhuset i Fredericia serviceaftaler med lokale virksomheder som Monjasa og Messe C. Senest har Taj Mandozai indgået en aftale med Fredericia Kommune om reparation af tablets og smartphones på skolerne og andre institutioner.

- Nu skal vi lige finde vores ben i Middelfart, men vi har da også planer om at kontakte kommunen og det lokale erhvervsliv i håb om at indgå serviceaftaler. For der er rigtig mange penge at spare ved at reparere fremfor at købe nyt, siger Taj Mandozai.

Et skridt på vejen

Går det lige så godt i Middelfart som i Fredericia, har de to brødre planer om at etablere sig i andre byer også.

- Vi har en god leverandøraftale i Tyskland, som betyder, at vi har originale reservedele til alle produkter undtagen Apple's, for det kan man ikke få nogen steder, fortæller Taj Mandozai.

Det er helt bevidst, at Mobilhuset har valgt nye telefoner og abonnementer fra.

- Det vil bare forvirre kunderne, hvis vi både reparerer ødelagte telefoner og sælger nye. Vi skal gøre det, vi er gode til, og det er at reparere og sælge tilbehør, forklarer Taj Mandozai, der oprindelig er uddannet gasingeniør i England.

  • Gottwald_Søren

    Af:

    Jeg er journalist på Fynske Mediers redaktion i Middelfart, hvor vi laver Middelfart-siderne i Fyens Stiftstidende samt Middelfart-stof til fyens.dk og til mitfyn.dk. Vi laver desuden ugeavisen Melfar Posten, som jeg er tovholder på - det vil sige, at jeg har ansvar for at redigere den sammen med en kollega.