Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>

 
  • Del artiklen:
Fra losseplads til midnatssol

Fra losseplads
til midnatssol

Annonce:

Adventure Holidays Ecuador & Galapagos 2016 – rundrejse med dansk rejseleder

Adventure Holidays Ecuador & Galapagos 2016 – rundrejse med dansk rejseleder

Holger Lyngstrøm byggede huset (til venstre) helt alene uden brug af håndværkere. Byggematerialerne var strandens sand og Lillebælts vand iblandet lidt cement samt kasserede materialer, han havde samlet op på lossepladsen eller tusket sig til her og der.
Foto: Fra Lokalhistorisk Arkiv for Strib-Røjleskov sogn

Artiklen er hentet i arkivet

lokalhistorie: Holger Lyngstrøm havde mange talenter. Han kunne få alt ud af ingenting. Fotograf, missionær og badeanstalt-indehaver var hans beskæftigelser. Han virkede i Strib fra sidst i 1930’erne til sin død i 1976. Biler var hans store lidenskab. Her er historien om hans gamle Ford T fra lossepladsen.
Strib: En augustdag i 1947 kørte Holger Lyngstrøm sin Ford T, årgang 1923, ind på Rådhuspladsen i København og lod sig fotografere og interviewe til dagbladet Politiken. Han og hans kone, Magda, var netop vendt hjem til Danmark efter deres første store tur i Skandinavien i denne bil.

Han havde sagt farvel til hovedrystende stribonitter et par måneder før. Han havde vist skeptiske nordmænd, at det var muligt at få den mærkeligt udseende vogn til at køre op ad de stejleste og skrappeste stigninger ved Troldtinderne i Romsdalen. Det skulle i den store københavneravis.

Boede på Tjærepletten

Holger Lyngstrøm, der boede i et ikke mindre mærkeligt udseende hus på Tjærepletten lige ved siden af fyrtårnet i Strib, fandt Ford T-varevognen i 1931. I sine efterladte papirer ynder han at kalde den ”Den gamle Ford fra lossepladsen”.

Han skilte den ad engang sidst i 1930’erne. Sådan blev den liggende på hans grund mellem meget andet ragelse krigen over. Inden krigen stoppede den meste private bilkørsel, kørte han rundt i en Ford T bus, også årgang 1923, som han selv havde sat i stand og udbygget med mørkekammer, køkken og soveplads. Den brugte han bl.a. til sine missionsture rundt i landet.

Efter krigen kunne den ikke mere, og så kastede Holger Lyngstrøm sig over stumperne af Ford T’en. At købe en bil var alt for dyrt for ham, der var kendt for at have sin gang på lossepladser, hos klunsere og lignende steder. Han havde givet 25 kr. for bilvraget.

Nu jagtede han reservedele på lossepladser og hos produkthandlere. Karrosseriet byggede han selv af træ og sømmede det godt sammen. Dæk og slanger fandt han, selv om det var mangeltid efter krigen. 50 kr. måtte han i alt punge ud med for at få bilen køreklar. Den stod ham således i 75 kr. plus selvfølgelig et større antal arbejdstimer. Indregistreret blev den også, om end det skete med noget besvær.

Dygtig fotograf

I begyndelsen af 1930’erne var han kanonfotograf ved Lillebæltsbroen, da den blev bygget. Han fotograferede folk ved broen og solgte billederne til dem. Han flyttede til Strib i 1937 og byggede hus på Tjærepletten. I nogle år efter krigen drev han badeanstalt med svedekasser og koldt brusebad i kælderen. Han var medlem af Adventistsamfundet og ville til Afrika og fortælle de ”stakkels ulykkelige hedninge om Jesu Kristi kærlighed”. Men han måtte nøjes med at være en inderlig missionær i Strib, hvor han ofte blev udsat for drillerier og chikane. I sine sidste år trappede han aktiviteterne ned. Han døde i 1976.

Ingen som den i hele verden

Ældre stribonitter kan huske køretøjet. Afdøde malermester Poul Daugaard kaldte den en ”model Lyngstrøm”:

- Der var ingen modeller i hele verden, der lignede den. Det er sikkert. Der var kun plads til to personer på forsædet. Bagenden var afrundet ned mod kofangeren med brædder. En dag blev han stoppet af politiet i Middelfart og fik at vide, at den var helt gal. De brædder, han havde sømmet på, duede ikke – de skulle skrues på. Jeg tror aldrig, han har givet en krone ud til en mekaniker.

Den første store tur i 1947 gik fra Strib til Oslo. Derfra på kryds og tværs i Norge til Skien, Kongsberg og videre gennem Gudbrandsdalen til Lillehammer. Han kørte derefter til Romsdalen og Åndalsnes lidt syd for Trondheim. Så gik det ellers hjem sydover, i alt en tur på 1700 km. Motoren slugte 170 l benzin og kun lidt olie. Han var stolt over, at den kunne køre 10 km på en liter benzin. Det største problem var punkteringerne i tide og utide. Men det og småreparationer klarede han på stedet.

Året efter begav parret sig ud på den anden skandinavienstur. Den kender vi ikke meget til. Men vi ved, at han elskede disse ture. Folk stimlede sammen, når de gjorde holdt, for at se den specielt udseende bil. Så var der også et publikum at missionere for. Han medbragte en harmonika, og parret spillede og sang kristelige sange. Lyngstrøm og hans bil kom i de lokale aviser. Det vendte han tilbage til senere, når han syntes, at omgivelserne var ham imod. Så trøstede han sig med, at aviserne i hele Norden havde skrevet meget pænt om ham.

En solid slider

I forsommeren 1949 indledte Magda og Holger Lindstrøm den største tur, der skulle gå helt til Lapland – ”Midnatssolens Land” – som Lyngstrøm kaldte det.

I et interview i Middelfart Venstreblad den 10. juni 1949 ved afrejsen til den 6000 km lange tur, fortalte han om sin ”gamle ven”:

- Ford’en har tjent mig tro. Vi har været dus med hinanden, for der er ikke en skrue i den, jeg ikke kender, og den har aldrig i min tid været i berøring med en mekaniker. Uundgåelige skrøbeligheder ordner jeg selv, så man ved, hvordan det har sig med tilstanden, siger han og klapper ”sin svageligt udseende, men nymalede langtursoppudsede vogn”, som journalisten observerede den.

Journalisten spurgte, om han ikke vakte opsigt med vognen i Norge.

- Ih, ja. Folk rystede på hovedet, når de langt oppe i Norge så den vogn forcere fjeldvejene, og det skortede ikke på advarende ord om, at der kom klippeveje, som vi ikke kunne gøre os håb om at klare, men Ford’en gjorde alle skumlerier til skamme.

Han var stolt over, at han aldrig havde haft brug for en Falck-bugsering, og var der lidt i vejen med den, så klarede han det på pletten.

Han kørte til Frederikshavn, hvor han tog færgen til Gøteborg, gennem Värmland i Sverige til Oslo og videre mod nord ad de norske veje fyldt med huller efter regn og forårets tøbrud. Men Ford T’en forcerede det hele.

- Den er jo ingen væddeløber, men en solid slider, der holder af et hvil, når den finder et seværdigt sted, sagde Holger Lyngstrøm til Middelfart Venstreblad, da han ringede på vej hjem fra turen.

Det tog en måned at nå Tromsø. De kørte ind over Finmarken nord om Sverige og nord for polarkredsen, ned gennem Finland til bunden af den Botniske Bugt. Her rullede de ind i Sverige og kørte sydover via Stockholm.

- Ford’en har gået udmærket, rapporterede Lyngstrøm fra den svenske hovedstad og tilføjede, at den vakte opsigt i disse fjerne egne. Den blev fotograferet utallige gange og flittigt omtalt i pressen, så den er blevet kendt fra Nordkap til Gedser.

Magda og Holger Lyngstrøm samt Ford’en kom hjem i god behold. Huset havde de lejet ud til turister i de godt to måneder, turen varede. Rejsebudgettet var baseret på, at lejeindtægterne skulle dække færgeoverfarten Frederikshavn-Gøteborg og de 600 l benzin, der skulle til den lange tur.

Udstikkende dameben

Lyngstrøm brugte også Ford T’en hjemme i Strib og på sine missionsture. En dag var han ifølge afdøde ostegrosserer Arne S. Andersen kommet i politiets søgelys efter en køretur.

Bilen var set i Middelfart med et par dameben stikkende ud af ladet. Politiet blev alarmeret, for der var en frygtelig sag, som optog folk. En unge pige, Gurli fra Sønderjylland, var blevet bortført, og hele landet ledte efter den stakkels pige og hendes bortfører. Var det mon den mærkelige mand fra Tjærepletten?

Politi og sognefoged mødte op, og rigtignok var der en pige i bilen. Men det var ikke Gurli.

Det var en mannequin med stålkrop og voksben, der blev brugt i udstillingsvinduer. Hende havde Holger Lyngstrøm fundet på lossepladsen, og hun skulle hjem til hans samling af ting og sager.

Den motorsagkyndiges dom

I 1950 ville han køre endnu en tur i den gamle bil fra lossepladsen. En tur rundt om Nordsøen over Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig (Paris), England, Skotland, Norge og Sverige. Lyngstrøm mente nok, at bilen kunne klare en sådan tur, men det mente den motorsagkyndige, kaptajn Svendsen, i Middelfart ikke. Han forlangte, at der blev påsat et nyt og moderne karrosseri. Men så ville den jo komme til at ligne andre biler og ikke blive den attraktion, som skulle til, når de ankom til nye steder for at missionere. Det ærgrede Holger Lyngstrøm, også fordi han havde fået ”helt godt gummi på hjulene”, som han noterede det.

Han måtte aflevere nummerpladerne. Ford’en blev parkeret på grunden på Tjærepletten, og parret kom ikke ud på deres tur.

Faktisk blev det kommende år en katastrofe i deres liv. Holger Lyngstrøm tog alene til London for at lære engelsk og missionere. Dér købte han en ny bil, en Armstrong Siddeley, for 15 £ hos en bilslagter. Han fik den til at køre og nødtørftigt ombygget til karavan. Magda besøgte ham i London, men ville ikke med på ægtefællens planlagte køretur i England. Skuffede skiltes de. Magda døde i efteråret 1951. Inden da var Holger Lyngstrøm kommet tilbage til Strib.

Han fik senere flere biler – alle gamle vrag, han biksede sammen og brugte til transport og i sin missionærgerning.

Den gamle Ford T varevogn fra 1923 blev stående på grunden. Råd og rust, vind og vejr tærede på den. Da grunden blev ryddet i 1976 efter Holger Lyngstrøms død, endte resterne af Ford’en, hvor den var kommet fra – lossepladsen.

Fra forsiden

kundeservice_banner_20140313
StiftenFordele_Webbanner01_223x70 (1)
AvisKlubben_Webbanner_223x70