Båring vandtrutineret
Båring vandt
rutineret
Af Christen Seerup
Serie 3Båring – Glamsbjerg 4-3 (1-0)
Otte afbud fra den faste startopstilling havde tvunget Peter Madsen til telefonen for at finde spillere til lørdagens hjemmekamp mod Glamsbjerg.
Og hans forehavende lykkedes, selvom dem, der besvarede opkaldet, for længst havde skiftet seniorfodbolden ud med en Old Boystilværelse.
- Vi havde seks spillere med, der alle var plus 35. Men de gjorde det godt. De gider ikke løbe så meget, så de spiller bolden rundt, og det er slet ikke tosset, grinede Peter Madsen.
Bent Skov spillede karrierens måske bedste kamp. Midt i første halvleg gled han igennem Glamsbjergs forsvar og scorede et smukt mål til 1-0.
Efter en times spil landede hans fornemme indlæg hos Max Georki, der øgede til 2-0. Kun to minutter senere hamrede Bent Skov et langskud i Klaus Augenthaler-klassen ind bag den sagesløse Glamsbjergkeeper.
Men herefter kneb det med luften. Glamsbjergs unge løver kom bedre med og reducerede da også til 3-1.
Båring nåede at score til 4-1, inden Glamsbjerg fik to pinde i slutminutterne. Men selvom gæsterne kom tæt på, nåede udfaldet af kampen ikke at blive spændende.
Båring ligger nu nummer to med syv point for fire kampe. På søndag skal holdet til Lunde, der ligger i midten af rækken.
