28. juli 2010 04:00
-
Send artiklen Nye oplevelser ved strandkanten til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Der var masser af aktivitetsmuligheder på stranden på Vejlby Fed mandag - og de blev flittigt afprøvet af både store og små
Foto: HANS HENRIK ØSTERGAARD/HANS ØSTERGAARD
Se flere billeder Foto: HANS HENRIK ØSTERGAARD/HANS ØSTERGAARD
Nye oplevelser ved strandkanten
Vejlby Fed: - Nøøj, se! En kæmpekrabbe!
Den lille dreng peger begejstret og imponeret ned i den store, blå plasticbalje, der står på stranden tæt ved vandkanten. Bajlen er fyldt med ting og sager, som børnene har fisket op fra det lave vand, og han har fået øje på en krabbe med et pænt stort skjold.
Den lille dreng peger begejstret og imponeret ned i den store, blå plasticbalje, der står på stranden tæt ved vandkanten. Bajlen er fyldt med ting og sager, som børnene har fisket op fra det lave vand, og han har fået øje på en krabbe med et pænt stort skjold.
En ældre kvinde, måske drengens rare, gamle mormor, kigger interesseret ned i baljen. Det samme gør en anden lille dreng.
- Er den død?
Den anden lille dreng stikker hånden ned i baljen, tager fat om krabbens skjold og løfter den op af vandet. Den bevæger sig ikke. Den har kun én klo og sølle to ben. Et stakkels vrag af en krabbe, som måske endda er gået til de evige krabbemarker - eller hvor krabber nu krabler hen, når de er døde. Han slipper den og lader den dumpe ned i vandet igen. Og så sker det.
Den bevæger sig. Vifter lidt med sin enlige klo og prøver at kravle på sine sølle to ben.
- Den er levende, udbryder den lille dreng glad.
- Ja, og manden sagde, at hvis de mister nogle af deres ben, så vokser de ud igen. Så det er jo godt, siger mormoren.
Manden, hun hentyder til, er Mads Brodersen fra Vends Natur- og Motorikskole. Vi er på stranden på Vejlby Fed, og naturskolen stiller med tre mand og en kvinde, som skal inspirere strandgæsterne til nye oplevelser, som stranden kan byde på. Andre oplevelser end blot at bade i sol og sommerhav. Et dyk lidt længere ned i naturen.
Blå Flag-dag
På en høj flagstang vajer et blåt flag dovent i den svage vind. Blå Flag er et varemærke, et internationalt kvalitetsstempel. Det betyder, at stranden har flere kvaliteter end blåt vand og blå himmel. Den er også fri for forurening og har gode faciliteter for gæsterne. Altså en strand, der er anbefalelsesværdig.Og folkene fra Vends Natur- og Motorikskole er her for at anbefale stranden som et de mange steder, hvor man kan få nye naturoplevelser. Dagen er udråbt som Blå Flag-dag. Derfor har de medbragt en masse udstyr, som strandgæster almindeligvis ikke råder over, men som de i dag kan låne og afprøve ganske gratis.
Blandt andet vandkikkerter, som er en slags plasticrør med glas i, beregnet til at stikke ned i vandet og kigge igennem. Og mange af de halvstore børn render rundt med vandkikkerterne, foroverbøjede med hovedet og hele opmærksomheden rettet ned mod de overraskende ting, de kan se på havbunden inde på det lave vand - små krible-krabledyr, der kravler rundt, mærkelige vandplanter, som blafrer i den dovne strøm ind og ud og ind og ud, ungernes egne bare tæer, der bevæger sig som opdagelsesrejsende rundt i denne mini-udgave af en undervandsnaturpark.
De kan også låne net til at fange alle de underlige sager og tingester og levende væsener, som havner i de blå plasticbaljer på stranden. En har sågar fanget en lillebitte rødspætte. For lille til panden, men stor nok til at få opmærksomhed.
Nemme kajakker
Og så er der kajakker. Ikke de besværlige havkajakker, som kræver en del kunnen at manøvrere og nok mest er for det egentlige kajakfolk. Vends Natur- og Motorikskole stiller med 12 af de såkaldte sit-on-top-kajakker - der minder mere om en kano end en kajak, bortset fra at den drives frem med en tobladet pagaj i stedet for en enbladet paddel, som man skal svinge over fartøjet for at skifte med fra side til side. Og så skal man ikke skrue sig ned i et lille hul - sit-on-top er en åben kajak, hvor man bare sætter sig oven på, som navnet antyder.- De er meget nemmere at sejle med end havkajakker, og derfor er de perfekte til arrangementer som det her. Man kan stort set ikke kæntre - med mindre man selv vil vælte kajakken. I så fald kan man godt, men den er nem at bjærge, og man skal ikke tømme en hel masse vand ud af den bagefter som på en havkajak, siger Mads Brodersen.
Otte-årige Frederik Lindegaard Sørensen er en af dem, der for første gang prøver en kajaktur. Og han har ikke spor svært ved det. Han padler lystigt frem og tilbage ude på det lave vand, og fra stranden følger hans forældre med.
- Det er fantastisk at få stillet alt det her udstyr til rådighed. Det er jo ting, vi ikke selv kan tilbyde vores børn, siger Frederiks mor, Mette Lindegaard Sørensen, mens hun ikke uden en vis stolthed i blikket iagttager sønnike, der allerede padler rundt og ligner en erfaren kajakroer ude på vandet.
