28. juli 2010 04:00
-
Send artiklen Historisk tur langs Lillebælt til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Svinø på ca. 150 tdr. land beliggende inde i Gamborg Fjord. Den største af øens to gårde, Søgård, har en unik beliggenhed sydligst på Svinø og er tilmed en meget flot gård med et stuehus opført i den såkaldte schweizerstil med blank rødstensmur og skifertag med udhæng.
Historisk tur langs Lillebælt
Ny portal viser vej til en smuk bil- eller cykeltur ved Lillebælt
middelfart: Mange danskere kender efterhånden mere til Paris og London end de kender til de mange enestående bygninger, der ligger i deres eget lokalområde eller det område, hvor de holder ferie. Hver egn har sin særlige byggeskik og sin særlige stil, og man kan lære meget af at se på gårde, møller, stationsbygninger, herregårde, kirker, præstegårde og små bindingsværkshuse, som alle fortæller et stykke Danmarkshistorie. Og som dermed kan tilføje en ny dimension til opfattelsen af den egn man bor eller holder ferie på.
Foreningen Bygningskultur Danmark har derfor på portalen www.bygningskultur.dk lavet syv bil- og cykelture i hele landet, med de smukkeste, sjoveste og mest enestående bygninger i det danske landskab.
En af turene foregår på de kystnære områder mellem Middelfart og Assens, der hører til blandt de smukkeste steder på Fyn. Området er præget af fjorde, vige, strandenge og vejler, og en særlig kvalitet er, at kysten henligger næsten helt fri for bebyggelse med mange flotte udkig over Lillebælt mod Fænø, Brandsø, Bågø, Årø og Jylland bag disse øer.