Lørdag var der gallafest for 3.g’erne på Middelfart Gymnasium
Af Line Olesen

Middelfart: Champagnen bobler i glassene, den røde løber ligger klar og en større forsamling af nysgerrige forældre og elever har stillet sig op foran Middelfart Gymnasium, hvor de venter på aftenens hovedpersoner.

Og efter kort tid ankommer det første par. Pigen i en knaldrød aftenkjole med minkpels om halsen og en blomst i håret.

Hun holder godt fast i sin kavaler, som er iført smoking og hvid butterfly, da forsamlingen giver los og lader blitzlyset regne ned over det unge par.

Og herefter kommer de i en lind strøm - 3.g’erne, som er aftenens hovedpersoner.

Det er lørdag, og de skal til gallafest på Middelfart Gymnasium.

Som et led i aftenens festligheder vil nogle udvalgte lærere blandt andet kåre "aftenens ankomst," og efterhånden som afgangseleverne ankommer, bliver det klart, at flere af dem går benhårdt efter at vinde.

Et sus går gennem forsamlingen.

- Ej, hvad er det de laver, siger en ung pige og kigger ned af vejen, hvor en kærre langsomt baner sig vej til den røde løber.

Et ungt par sidder lidt hævet på kærren, som bliver trukket af fem kammerater iført dyrekostumer.

Grisen giver lyd fra sig.

- Øf øf, siger den og gnider sig på trynen.

Koens lyserøde yver svinger fra side til side i takt med kærrens bevægelser.

Tilskuerne griner, men bliver hurtigt afledt af endnu en procession, som nærmer sig gymnasiet.

Et par ligger højt hævet på en seng, som bliver båret af seks ungersvende i bar overkrop.

Sengen, som er dækket af et sort lagen, er fyldt med blomster og balloner.

- Hvor er det bare flot, siger en pige og griner.

I det hele taget er idérigdommen blandt afgangseleverne stor denne lørdag, og tilskuerne bliver rigt belønnet for deres ventetid.

Inden eftermiddagen er omme har de set afgangselever ankomme i veteranbiler, hundeslæde, stretch limousine, på løbehjul, på ladcyklel, i kano, på grabben af en gravko og i stavgang - bare for at nævne nogle enkelte eksempler.

Hvem der vandt "aftenens ankomst" er uvist, men alle gjorde en ihærdig indsats.