kundeservice
10. marts 2010 04:00 -

Send artiklen Vi mødes i forsamlingshuset til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:
Vi mødes i forsamlingshuset

Foto: PETER LETH-LARSEN
Se flere billeder

Vi mødes i forsamlingshuset

Rygterne om landsbyernes snarlige død er stærkt overdrevne
ørslev:Det er så mange år siden skolen i Ørslev lukkede at ikke engang historiebøgerne kan huske det. Og det er omtrent lige så længe siden at den sidste forening i sognet tog fat i en paragraf i vedtægterne og nedlagde sig selv.


Ingen skole, intet foreningsliv, jamen hvad var der så tilbage for beboerne i landsbyen, der ligger i det kuperede terræn et par kilometer sydvest for Ejby. Hvad skulle så skabe sammenhængskraft i det lille samfund med de i dag blot 263 indbyggere. Hvad skulle fællesskabet bygges op om, hvis der overhovedet skulle være et fællesskab?

- Forsamlingshuset, naturligvis, siger SPF-chauffør Jacob Jørgensen. Udover at køre med smågrise er han formand for forsamlingshuset bestyrelse og derfor dybt engageret i at fastholde og udbygge husets arrangementer så det fortsat kan udfylde rollen som landsbyens kulturelle tårn og samlingspunkt.

Sådan som det også oprindelig var tænkt af de fremsynede gårdejere, fæstere, møllere og funktionærer, som for 116 år siden etablerede "Foreningen Ørslev Øvelses- og Forsamlingshus", fordi der i sognet havde vist sig "en trang til at bygge et offentligt Samlingslokale", som det hedder i referatet fra foreningens stiftende møde i 1894.

At det hed Øvelseshus har intet med nutidens dilettant at gøre, men derimod med våben. Efter krigsnederlaget i 1864 var der i de fleste befolkningslag en udbredt vilje til at kæmpe for Danmarks sag, hvorfor husene i mange tilfælde også var våben-øvelseshuse.

Først skytteforeninger

Skytteforeningerne var nogle af de første, der gik i gang med forsamlingshusbyggeriet, højskole- og afholdsforeningerne og religiøse kredse fulgte efter, men de fleste huse blev bygget af mennesker, som ikke havde en politisk dagsorden, men blot ønskede en bygning eller et lokale hvor de kunne samles.

Således også Ørslevborgerne. Til gengæld havde de store problemer med at finde en grund. Det meste af jorden i sognet var såkaldt fæstegods, og greven på Wedellsborg var ikke meget for at sælge ud af jorden. I stedet fik foreningen brugsretten over et stykke jord, hvor bygningen kunne opføres, men greven gjorde det klart at huset ikke var stedet for politisk agitation.

"Forsamlingshuset maa ingensinde benyttes i udpræget politisk eller religiøs Henseende til Afholdelse af Møder, hvor Øjemedet er udelukkende at agitere i en bestemt Retning....", står der i vedtægterne for Forsamlingshuset, der også præciserer at "velanstændighedens og sømmelighedens grundregler skal iagttages, ligesom der forventes mådehold i nydelsen af spiritus.

Det var ikke vedtægter, der kunne skræmme hverken høj eller lav. Alle på nær én af sognets beboere tegnede sig som medlemmer af Foreningen Ørslev Øvelses- og Forsamlingshus, og blot nogle få måneder efter indvielsen af forsamlingshuset kunne biskop Harald Stein ved sin lovpligtige visitats da også skrive i visitatsbogen:"Forsamlingshuset misbruges ikke, da Greven har Haand i Hanke med det".

Og det var givetvis korrekt.

Det har greven ikke i dag, og medlemstallet 110 er heller ikke lige så stort som indbyggertallet. Men det er rigelig stort til at forsamlingshuset fyldes ved de fleste af de 40-50 årlige arrangementer. Det er specielt fællesspisningerne som "Tarteletsymfoni", "Fem forskellige slags supper" og ikke mindst Mortensaften med 107 deltagere, der er trækplaster.

- Men der er også en hobbyweekend, hvor man kan komme og vise det arbejde man nørkler med i fritiden. Mere end 300 mennesker deltog over to dage, og til fællesspisningerne er vi aldrig under 60 og somme tider over 100. Og selv om der kun er en to-tre landmænd tilbage i sognet, så er høstfesten stadig en stor begivenhed. Forsamlinghuset er simpelthen uundværligt, en succes, siger formand Jacob Jørgensen.

Folk mødes til film

Den 25. marts, mødes landsbyens indbyggere igen. Og som ved tidligere arrangementer vil der være tilmeldinger fra tilstødende sogne og bysamfund. Helt fra Assens og Middelfart vil de forventningsfulde møde op for at se en 33 minutter lang dokumentarfilm fra 1976 , skrevet og instrueret af den nu afdøde skuespiller Annelise Demuth Steen, med undertitlen "Aktiviteter året igennem i Ørslev Forsamlingshus". Filmens titel er: "Vi mødes i forsamlingshuset".

Og det er lige, hvad de gør. Igen og igen.
Vi mødes i forsamlingshuset

Foto: Peter Leth-Larsen


Luk
Forrige 1 2
Ørslev Forsamlingshus - Middelfart

Foto: PETER LETH-LARSEN
flexblock