topbg

GV Ejby til
sønderjysk kaffebord

Håndbold, mænd
2. division

Løgum IF – GV Ejby 25-31 (15-10)

Topscorere GV Ejby:

Morten Jensen 5

Dennis Gitz 5

Dan Guldmand 5

Brian Andersen 5

Udvisninger:

Løgum IF 4

GV Ejby 4

Løgum IF havde dækket det store sønderjyske kaffebord, da GV Ejby lørdag eftermiddag var inviteret på besøg. Men knapt var der sagt ”værsgo”, før værterne ganske ugæstfrit kastede sig bordet. I en ruf åd sønderjyderne fra de bugnende fade, mens de beskedne vestfynboer pænt ventede, til det blev deres tur.

Efter ti minutter havde GV Ejbydelegationen endnu ikke smagt lækkerierne, mens værterne havde fortæret de seks største kager.

Tendensen fortsatte første halvleg ud. Klosterbyens degne tog for sig af retterne, mens gæsterne måtte nøjes med smulerne.

Om det var træner Kim Jensens gammelsult, der begyndte at nage, er svært at gisne om. Men i pausen fik spillerne i hvert fald i utvetydige vendinger besked om at lange til fadene.

Med takt og tone smidt over bord møvede de ellers velopdragne gæster sig ind til lækkerierne fra starten af anden halvleg. Med glubende sult kastede de sig ind i kampen om krummerne, og den uhøviske opførsel kom tilsyneladende fuldstændig bag på Løgumspillerne.

Godt ti minutter før slutningen havde GV Ejby og Løgum hver spist 18 kager. Men som var det en ædekonkurrence tog pokker ved gæsterne, inden der blev ryddet af. De proppede den ene lækre kage ned i halsen efter den anden, og med tunge maver kunne Løgumfolkene slet ikke være med.

- Efter en rigtig skidt første halvleg, hvor vi var håbløse i både forsvar og angreb, løb vi dem trætte i anden halvleg. Vi viste god vilje og tog ansvar på de rigtige tidspunkter, roste Kim Jensen.

Han kunne efter kampen veltilfreds slikke sig om munden og nyde, at holdet nu har fire uger til at slå mave, inden de igen er inviteret ud.

Med sejren fik GV Ejby kontakt med den nederste del af det brede midterfelt.

Tophistorier netop nu

Kundeservice

Telefon: 63 15 15 15 · Fax: 65 93 00 56
E-mail: kundeservice@fynskemedier.dk

Åbningstider: Mandag-torsdag: Kl. 8.00 - 16.00 · Fredag: Kl. 8.00 - 15.00
Abonnementsrettelser til næste dag senest kl. 14 hverdagen før.
Rettelser, der modtages fredag efter kl. 14 træder først i kraft tirsdag.

Har du ikke fået avisen? Ring tlf. 63 15 15 15
Mandag-fredag: Kl. 7.00 - 10.00 Lørdage og søndage: Kl. 8.00 - 10.30