Af Michael Fitzwilliams

Gibraltar: Vi har nu sneglet os gennem det spanske landskab, hvor langstrakte vidder stille og roligt passerede forbi. Vi ankom til det væsentligt mere frodige område ved Pyrenæerne, hvor duftene blev mere skarpe og nærværende. Vi begyndte langsomt, men sikkert, vores tur op gennem det sydlige og lettere kuperet Frankrig... til tider i skinnede solskin, og til tider i silende regn.

Lige med et og efter mere end 2000 kilometer stod vi placeret i storbyens larm, trængsler og mægtige vælde: Paris.

Alle antenner strittede ud til højre og venstre. Om man vil det eller ej, så er Paris jo en lidt anden by at køre på cykel i ... end Middelfart.

Vi kørte helt ind til bymidten ved Triumfbuen, hvor billeder skulle tages og skulderklap skulle uddeles ... jo ... lidt stolte må vi gerne være på hinandens vegne. Vejret var samtidig på vores side, hvilket vil sige solskin og 26-27 grader. Smukkere entre i denne storslående og pulserende by kan vist ikke gøres.

De af vores medmotionister, som sidder klinet til skærmen, når Tour de France er i vælten, må have følt et lille sus i kroppen, da vi cyklede op ad Champs Élysées. Man næsten fornemmer kommentatorens langsomt stigende stemmeleje og tilskuernes begejstrede tilråb. Sådan havde jeg det i hvert fald.

Selve udkørslen af Paris forløb ganske glat. Vi kørte tværs gennem byen, så den mentale parathed var på sit højeste. Grupperne er i besiddelse af adskellige gps’er, og de har spillet os rigtig mange alternative puds, men bringer os dog til sidst på den rigtige vej.

Man kan jo spørge sig selv om, hvilke tanker der strømmer gennem sindet, når vi dag efter dag tramper os gennem den ene kilometer efter den anden.

Tja, den første time bruges dog heller ikke til de meste livsfilosofiske perspektiveringer. Sanserne knyttes til hjulenes snurren og tankerne drager på rejse til ens kære eller også blot nydelsen af bevægelse og frihed.

Efter nogle timer på sadlen bliver man atter mindet om, at den del af kroppen, som tynger mest på cyklen, trænger til at blive at flyttet lidt rundt... Det kan godt være lidt svært, når sadlen er så lille. Man forsøger at ramme blot et lille område, som endnu ikke er ømt. På den måde samles psyke og fysik.

Af alle de tusindvis af syns- og lydindtryk, har pyrenæerne gjort det allerstørste indtryk på mig, med dets dybe og smukke farvespil. Den hårde klippeside og de smukke blomster skaber betagende kontraster, og livet bliver så uendelig betydningsfuldt og nærværende.

Vi har nu "kun" ca. 1200 kilometer tilbage, som forløber gennem Belgien, Holland og Tyskland, så står vi atter med cykelskoene solidt plantet i den fynske muld Trods en fantastisk tur, så glæder jeg mig til at holde og kramme dem, jeg har kær.

Men som beskrevet, så er der atter et par smukke landskaber der skal eroberes og et par knolde der skal "køres" over.